Det vakte berettiget opsigt, da Kong Christian X den 22. april 1938 indviede Europas største private sportsanlæg. Mindre end et år efter grundstensnedlæggelsen kunne landets ældste boldklub, K.B., slå dørene op til et arkitektonisk mesterstykke, som med sin karakteristiske funktionalisme endnu i en alder af snart 70 år er uovertruffen i kvalitet og brugervenlighed.
Kong Christian X den 22. april 1938
Det var arkitekten Hans Hansen, som udarbejdede tegningerne til den efter datidens forhold uhyre dristige betonkonstruktion, og det var nogle af landets ypperste designere og billedkunstnere, som stod for udsmykningen.
Til ophængning i K.B. Hallen konstruerede Poul Henningsen en speciel lampe, og i den tilstødende Festsal, som i daglig tale kaldes Pejsesalen, fik maleren Sikker Hansen lov til at folde sig ud i et imponerende monumentalt vægmaleri. Kunstværket blev finansieret af Ny Carlsberg Fondet, og er naturligvis et fredet kulturmonument.
I sommeren 1944 slog de danske nazister i Schalburgkorpset til med en terroraktion mod Københavns befolkning. Det gik ud over K.B. Hallen, hvor en bombe blev bragt til sprængning. Store dele af inventaret og alle glaspartier var tilintetgjort, men selve betonkonstruktionen havde vist sin styrke, og et halvt år efter befrielsen i 1945 var hallen klar til genindvielse.
For at leve op til moderne krav, har K.B. løbende moderniseret anlægget, senest med helt nye stole i hallen, men alle forandringer bliver foretaget med omtanke og forsigtighed for ikke at øve vold på bygningens høje arkitektoniske værdi.
K.B. Hallen med plads til 3.000 personer har i historiens løb været ramme om et utal af arrangementer af enhver karakter. Her trak verdenstenoren Beniamino Gigli fulde huse i 1950 på den samme scene, som også jazzlegenderne Louis Armstrong og Duke Ellington har stået på.
Josephine Baker
Leo Mathiesen 

Stan Laurel & Oliver Hardy (Gøg og Gog)
Det første egentlige rock´n´roll arrangement i Danmark fandt sted i K.B. Hallen i 1956, og aldrig havde man oplevet mage til galskab, stod der i aviserne. Men det blev værre endnu. Først da The Beatles gav koncert i 1964, og da The Rolling Stones kom forbi to år senere.

4. juni 1964 The Beatles i KB Hallen
I tidens løb har et utal af de største navne inden for alle musikalske genrer givet koncerter i K.B. Hallen, og traditionen fortsætter med uformindsket styrke og lydniveau.
Mange forbinder især K.B. Hallen med sportsarrangementer, og ikke uden grund. Hallen har gennem hele sin levetid været et idrættens mekka i København. Badminton- og tennisturneringer med deltagelse af verdenseliten har hallen været ramme for, men først og fremmest forbinder en hel generation af sportsinteresserede K.B. Hallen med håndbold på klub- og landsholdsplan.
Boksning har altid været en af de populæreste sportsgrene i K.B.Hallen.
Opbygningen af tilskuerpladserne giver muligheder for et glimrende udsyn selv fra de fjerneste sæder.
Da Winston Churchill i 1950 kom til landet for at modtage Elefantordenen holdt han en betydningsfuld tale om fremtidens forenede Europa – i K.B. Hallen naturligvis. Samme sted, hvor drenge og piger i deres fineste tøj år efter år har stillet op til afdansningsbal foran de forventningsfulde forældre.
Lige efter krigen blev hallen omdannet til landets største brugtbilsmarked og et par tiår senere, da tiderne havde ændret sig, begyndte de årlige sexmesser. I K.B. Hallen kan alting lade sig gøre.
Print denne side
Anbefal denne artikel til en ven





.jpg)
